Lave svarprocenter, stigende datamængder og en oplevelse af evalueringstræthed breder sig i uddannelsessektoren. Det spænder ben for at indfri undervisningsevalueringernes potentialer som redskab til at understøtte dialog mellem undervisere og studerende samt den faglige udvikling af uddannelserne. Det stod klart, da Akkrediteringsrådet samlede mere end 60 repræsentanter fra de videregående uddannelser til debatmøde i Glassalen på Nationalmuseet den 30. november. Undervejs blev der peget på flere mulige veje til at evaluere undervisning bedre og mere meningsfuldt.
Undervisningsevalueringer er et vigtigt redskab til at udvikle undervisningen på de videregående uddannelser og indgår i den løbende dialog mellem studerende, undervisere og institutionsledelser. I praksis er der dog en række udfordringer ved den måde, evalueringerne gennemføres i dag. Med det budskab bød Akkrediteringsrådets forperson Birthe Friis Mortensen velkommen til en eftermiddag med oplæg og debat om, hvordan undervisningsevalueringernes kvalitet kan styrkes til gavn for uddannelserne.
Mens de sidste deltagere fandt på plads på stolerækkerne i Glassalen, gav hun ordet til Henrik Pedersen, der er områdechef for Rådsbetjening og Analyse i Danmarks Akkrediteringsinstitution. Han opsummerede centrale pointer fra en ny publikation om kvalitetsperspektiver på studenterevalueringer på de videregående uddannelser. Herunder skitserede han udbredte evalueringspraksisser på de videregående uddannelser og gav eksempler på, hvor mange evalueringer en studerende møder i løbet af sin studietid. Med afsæt i input fra ind- og udland pegede han også på mulige fremtidsperspektiver.
Dermed var scenen sat for eftermiddagens to oplæg fra rådets næstforperson Peter Dahler-Larsen, der hver blev efterfulgt af en rundbordssamtale med Tobias Høygaard Lindeberg ved roret som moderator. Først med fokus på, hvad der fungerer godt og mindre godt ved undervisningsevalueringer i dag. Dernæst med fokus på, hvilke udviklingspotentialer der er.
Undervisningsevalueringer som forskningsfelt
Bidrager undervisningsevalueringer til en forskydning, så de studerende i højere grad ser undervisningen som en serviceydelse end et læringsforløb? Det var et af de spørgsmål, som Peter Dahler-Larsen zoomede ind på i sin indflyvning til, hvad evalueringsforskningen siger om undervisningsevalueringer.
Han indledte med at indkredse, hvad forskningslitteraturen betegner som ”student evaluation of teaching” (SET), nemlig evaluering som er anonyme og er baseret på individuelle studerendes spørgeskemadata. De udføres med afsæt i definerede rutiner og regler. Dermed adskiller de sig fra den uformelle dialog mellem undervisere og studerende, der sker løbende.
I det følgende kom han ind på de forskellige formål, som undervisningsevalueringer kan have, og udbyttet af evalueringer set i forhold til de ressourcer, der bruges på at gennemføre dem. Han opsummerede også forskellige problemstillinger med relation til svarprocenter og brugen af fritekstfelter samt køn og andre faktorer, der kan medvirke til bias og dermed have indflydelse på evalueringsresultaternes validitet.
Afslutningsvist slog han med afsæt i et stort forskningsreview fra 2017 fast, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem de studerendes læring og deres besvarelser i en undervisningsevalueringer.
Samtalestarter for dialog om kvalitet
Efter oplægget tog dagens moderator, Tobias Høygaard Lindeberg, over. Han kridtede banen op for dagens første rundbordssamtale, hvor både studerende, undervisere og ledelsesrepræsentanter var inviteret til at dele deres syn på, hvornår undervisningsevalueringer fungerer godt og mindre godt.
Blandt de fem debattører var der enighed om, at der, hvor undervisningsevalueringer for alvor skaber værdi, er, når de giver anledning til en løbende og konstruktiv dialog mellem studerende og underviser. Det opsummerede Birgitte Schepelern Johansen med en konstatering af, at der skal ske en samskabelse, hvor tillid og engagement er nøgleord.
Til det tilføjede Steen Enemark Kildesgaard, at han som rektor har en oplevelse af, at ejerskabet til evalueringerne siver hos både de studerende og underviserne. Det fulgte han op med et retorisk spørgsmål om, hvorvidt der er andre veje til viden om undervisningskvaliteten end de formelle evalueringer. I den forbindelse efterlyste han, at der fra Akkrediteringsinstitutionen var en tydelig formulering af, hvilke forventninger der er til evalueringspraksis ved en institutionsakkreditering.
Fra de studerendes perspektiv fremhævede Lauge Lunding Bach, at transparens er et nøgleord i forhold til at synliggøre, hvilken forskel det gør at deltage i undervisningsevalueringer midtvejs i semesteret og ved dets afslutning. Han tilføjede, at det også er vigtigt, at der både er det anonyme evalueringsrum, som spørgeskemaer giver, og at der sker en løbende uformel feedback og evaluering.
Det blev bakket op af Pernille Rydén, som betonede, at det er vigtigt, at der er fokus på formål med evalueringerne og på, hvad der giver mening for de studerende. I forlængelse af det forudgående oplæg slog hun fast, at læring og faglig udvikling oftest sker, når de studerende kommer ud af komfortzonen. Derfor er det vigtigt ikke at falde i tilfredshedsmålingsfælden såvel som at være bevidst om bias.
Samtalens moderator rundede af med at spørge, hvilken betydning det har for udformningen af de spørgeskemaer, der benyttes i undervisningsevalueringerne, hvis det primære formål med at evaluere er at give anledning til en god dialog. Til det konstaterede Kim Herrmann Nørgaard, at hvordan og hvad man spørger om har stor betydning i forhold til at slå tonen an for den efterfølgende dialog.
Bliver grisen tungere af at blive vejet?
Efter pausen blev blikket rettet fremad og mod udviklingspotentialer. Først skitserede Peter Dahler-Larsen kort en række nye perspektiver og overordnede alternativer til undervisningsevalueringer, som de typisk gennemføres i dag. Han så for sig, at uddannelsesinstitutioner godt kan leve op til kravene om systematisk, løbende evaluering uden nødvendigvis slavisk at benytte anonyme og standardiserede spørgeskemaer i hvert eneste fag hver eneste gang, faget afvikles.
Det blev fulgt op af eftermiddagens anden rundbordssamtale. Her lagde Akkrediteringsinstitutionens direktør Anette Dørge for ved at italesætte, at vejledningens formulering om at evaluere undervisning løbende og systematisk ikke betyder, at alt skal evalueres hele tiden. I stedet er det i akkrediteringssammenhæng centralt, at en evalueringspraksis er velbegrundet og giver mening i forhold til den enkelte institution og uddannelse.
Annegrethe Juul kommenterede på den mulige ’frisættelse’ i forhold til forventningerne ved en institutionsakkreditering. I den forbindelse pegede hun på, at det vil kræve en ny tilgang til ledelsens rolle i kvalitetsarbejdet, hvis der skal ske en forandring i den rutineprægede tilgang til undervisningsevalueringer, og man skal sikre, at studerende ikke møder så mange evalueringer på et år. Det synspunkt blev suppleret af Jens Eistrup. Han tilføjede, at der både i akkrediteringssammenhæng og i et ledelsesperspektiv er en hierarkisk relation og en indbygget konflikt i evalueringer, som det er nødvendigt at italesætte og være bevidst omkring.
Dernæst kastede Jacob Jensen og Lars Duelund Petersen lys på, hvad stigende mængder af data om de studerende betyder for fremtidens evalueringer. De var enige om, at der ikke skal samles mere data ind, end der allerede gøres i dag. Tværtimod er der et stort uudnyttet potentiale i at se på, om de tilgængelige data kan bruges på en bedre og mere meningsfuld måde. Samtidig opfordrede Jacob Jensen til, at man på institutionerne også tør tage en pause fra data og være mere nysgerrig ud fra en betragtning om, at grisen ikke bliver tungere af at blive vejet hele tiden.
Både fra et underviser- og et studenterperspektiv lød det, at den stigende evalueringstendens krævede mange ressourcer og satte en dæmper for engagementet i undervisningsevalueringer. Til det fortalte Johan Jespersen, at der er stor konkurrence om de studerendes opmærksomhed. Derfor er det ikke altid motivation nok, at ens besvarelser ved en slutevaluering vil komme de næste studerende til gode. Det supplerede Charly Ngigi med, at det er vigtigt at holde sig for øje, at en evaluering ikke nødvendigvis skal føre til ændringer. Dertil er det vigtigt, at der også stilles skarpt på de studerendes læring og indsats.
Dagens indtryk kalder på handling
Mens skumringen sænkede sig bag glasmosaikvæggen rundede Birthe Friis Mortensen debatmødet af. Hun takkede for mange interessante perspektiver og pointer på debatmødets emne og opsummerede dagens indtryk:
”Det billede, der er blevet tegnet til eftermiddag, viser, at vi bliver nødt til at gøre noget. Den udbredte evalueringstræthed kalder på handling. Jeg har bidt mærke i, at vi alle er enige om, at undervisningsevalueringer er vigtige, og at vi ikke kan eller skal aflyse dem. Spørgsmålet er, hvordan vi kan gøre dem mere meningsfulde. Det har vi fået nogle interessante input til i dag, som jeg håber, at vi kan gøre til genstand for en bredere samtale.”
Med de ord blev der sat et foreløbigt punktum for debatten om undervisningsevalueringer.
Hør Akkrediteringsrådets forperson og tre paneldeltagere samle op på indtryk fra dagen:
