Efter det nye Akkrediteringsråd tiltrådte fra nytår har de nu afgjort deres første sager om institutionsakkreditering.
Forud var gået et introducerende møde i februar for rådets medlemmer, der samlet har viden og erfaring inden for kvalitetssikring, videregående uddannelse, forskning, arbejdsmarkedsforhold, udviklingsbasering og studenterforhold.
På rådsmødet 17. marts behandlede rådet akkrediteringen af tre kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet i form af Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium. For alle tre institutioner var det første runde af institutionsakkreditering, det gjaldt.
Også Copenhagen Business Schools anden runde af institutionsakkreditering blev afgjort.
Endelig afgjorde Akkrediteringsrådet en enkelt uddannelsesakkreditering samt havde en række organiserende drøftelser om deres fremtidige virke som råd, herunder godkendelse af forretningsordenen.
Om de enkelte afgørelser siger Akkrediteringsrådets forperson, Birthe Friis Mortensen:
Copenhagen Business School, 2. runde institutionsakkreditering – betinget positiv
”CBS’ arbejde med kvalitetssikring er på mange måder velfungerende med en velbeskrevet ansvarsfordeling og lokalt forankret kvalitetskultur. Der er også blevet gjort et godt arbejde med at styrke integrationen af de mange eksterne undervisere i institutionens fagmiljøer. Men der er også flere mindre velfungerende områder, blandt andet omkring sikringen af de studerendes kontakt til forskningsmiljøet. Vi kan også se, at CBS ikke systematisk træffer beslutninger om handling på problemer, der bliver opfanget. Derfor giver rådet CBS en betinget positiv akkreditering, som giver institutionen tid til at løse problemerne inden en opfølgende akkrediteringsproces,” siger Akkrediteringsrådets forperson Birthe Friis Mortensen om Copenhagen Business School.
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, 1. runde institutionsakkreditering – positiv
”De har haft tre gennemløb af deres kvalitetssikringssystem, og kvalitetsarbejdet fremstår grundigt og systematisk. Der gøres et godt arbejde med kvalitetsrapporter, som er baseret på solide data og indeholder grundige analyser. Deres kvartalsvise statusmøder sikrer en systematisk opfølgning på kvalitetsudfordringer og udviklingsmuligheder i løbet af året, og vi kan se, at man kommer godt omkring uddannelsesretningernes videngrundlag, indhold, tilrettelæggelse og relevans,” siger Birthe Friis Mortensen om den positive institutionsakkreditering til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Det Jyske Musikkonservatorium, 1. runde institutionsakkreditering – betinget positiv
”Kvalitetssikringsarbejdet hos Det Jyske Musikkonservatorium er på flere områder velfungerende, men akkrediteringsforløbet har også vist, at der er flere mindre velfungerende områder. Problemerne knytter sig særligt til kvalitetssystemets struktur. Der skabes blandt andet ikke tilstrækkeligt tæt indblik i kvalitetsforholdene på de enkelte uddannelsesretninger. Det tæller på positivsiden, at de i mange tilfælde får opfanget kvalitetsproblematikker på institutionen, men derfra ser vi desværre ikke, at der sker en tilstrækkeligt systematisk sikring af, at de handlinger, der besluttes for at håndtere problemerne, også i praksis udføres og følges op,” fortæller Akkrediteringsrådets forperson Birthe Friis Mortensen om den betinget positive institutionsakkreditering, der får en varighed af tre år.
Syddansk Musikkonservatorium, 1. runde institutionsakkreditering – positiv
”Syddansk Musikkonservatorium har i akkrediteringsprocessen kunnet fremvise et kvalitetssystem, der passer godt til dem som en lille institution, og de er også gode til at få det til at leve i praksis. De enkelte uddannelsers kvalitet og relevans vurderes op imod fastlagte mål, som dækker arbejdet med at sikre videngrundlag, indhold, tilrettelæggelse og relevans. Systemet fremstår velbeskrevet og solidt forankret i organisationen og i ledelsesstrukturen. De har haft to fulde årsgennemløb med systemet, det er grundigt, og det har ført til relevante udviklingsinitiativer,” siger Birthe Friis Mortensen.
Ud over institutionsakkrediteringerne har Akkrediteringsrådet afgjort en enkelt uddannelsesakkreditering. Her gav rådet en positiv afgørelse til erhvervsakademiuddannelsen inden for produktion ved Erhvervsakademi Sydvest (Esbjerg) som opfølgning på den betinget positive afgørelse, som uddannelsen blev tildelt i 2020.
Fakta: Om institutionsakkreditering | ||
---|---|---|
|
Afgørelse, vurdering og konsekvenser ved institutionsakkreditering
Afgørelse | Vurdering | Konsekvenser |
---|---|---|
Positiv institutionsakkreditering | Kvalitetssikringssystemet er med undtagelse af eventuelle få, klart afgrænsede problemstillinger velbeskrevet, velargumenteret og velfungerende i praksis. | – Nye uddannelser og nye uddannelsesudbud kan oprettes, når disse er prækvalificeret og godkendt. – Der kan foretages justering af eksisterende uddannelser. |
Betinget positiv institutionsakkreditering | Hovedparten af kvalitetssikringssystemet er velbeskrevet, velargumenteret og fungerer rimeligt i praksis. Rådet vil i sin afgørelse påpege mindre velfungerende områder, som institutionen efterfølgende skal følge op på inden for en given tidsramme. | – Alle nye uddannelser og uddannelsesudbud skal uddannelsesakkrediteres før oprettelsen. – Rådet fastsætter plan for opfølgning inden for to eller tre år. |
Afslag på institutionsakkreditering | Der er flere væsentlige mangler i institutionens kvalitetssikringssystems opbygning eller funktion i praksis. | – Uddannelsesinstitutionen kan ikke oprette nye uddannelser eller uddannelsesudbud. Uddannelses- og forskningsministeren kan dog efter en konkret vurdering dispensere herfra.- Eksisterende uddannelser skal uddannelsesakkrediteres efter en turnusplan.
– Akkrediteringsrådet afgør efter dialog med uddannelsesinstitutionen, hvornår uddannelsesinstitutionen igen kan søge om institutionsakkreditering. |