Akkrediteringsrådet
tomme stole

Akkrediteringsrådets sidste møde

Der var ingen akkrediteringsafgørelser på programmet, da Akkrediteringsrådet 2. december holdt deres sidste rådsmøde. Det gav tid til de sidste mere tværgående drøftelser, inden det nuværende råd fra nytår takker af og nye medlemmer træder til.

Europæiske trends i kvalitetssikring
På mødet fik rådet et oplæg med internationalt udsyn. Oplægsholder var rådets norske medlem Bjørn Stensaker, der er vicerektor for uddannelse på Universitetet i Oslo og som professor samme sted forsker i styring, kvalitet og ledelse på videregående uddannelsesinstitutioner. Med oplægget gav han de øvrige rådsmedlemmer et indblik i aktuelle trends i europæisk kvalitetssikring af videregående uddannelse.

Evaluering af de første 2.0-akkrediteringer
Ved fastlæggelse af konceptet for anden runde af institutionsakkreditering spillede rådet i sin tid ind med de ambitioner, som man i rådets optik burde navigere efter i IA 2.0.
Nu har Akkrediteringsinstitutionen udarbejdet en første delevaluering med første tre uddannelsesinstitutioner, der har været igennem anden runde. Den fokuserer blandt andet på, i hvilket omfang institutionerne oplever et øget fokus på udvikling samt forenkling og nedsat dokumentationsomfang, som var blandt rådets ambitioner for anden runde. På rådsmødet drøftede Akkrediteringsrådet den første delevaluering og vil også opfordre til, at man fremadrettet følger tæt med i, om ambitionerne for 2.0 indfries.

Opfølgning på uddannelsesakkreditering
På rådsmødet havde rådet en enkelt opfølgningssag på en uddannelsesakkreditering fra 2019. Dengang gav rådet en positiv akkreditering til professionsbacheloruddannelsen som dansk tegnsprogs- og skrivetolk på Københavns Professionshøjskole. Dog så rådet dengang et behov for at følge særskilt op på en frafaldsproblematik på uddannelsen. Ved opfølgningen har institutionen derfor redegjort for førsteårsfrafaldet på de seneste to års optag. Her konstaterer rådet, at der er blevet arbejdet målrettet med at nedbringe frafaldet på uddannelsen, at indsatsen har virket i forhold til at reducere frafaldet, og at institutionen dermed har håndteret opfølgningen på tilfredsstillende vis.

Overlevering og farvel
Som sidste punkt drøftede rådet de erfaringer, som de gerne vil give videre til det nye Akkrediteringsråd, som tiltræder til nytår, men endnu ikke er udpeget. Her blev otte års råds drøftelser, erkendelser og indsigter vendt, drejet og kondenseret til videreformidling. Som det allersidste rundede rådsformand Per B. Christensen af med at takke alle medlemmer for den store indsats i rådet gennem årene og for samarbejdet med Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Årsberetning på vej
Snart udkommer rådets årsberetning 2021, og da det er rådets afsluttende beretning, udkommer den i ekstra stort format. Læs refleksioner over otte års afgørelser og tværgående drøftelser, bevægelsen fra uddannelsesakkreditering til første og nu anden runde af institutionsakkreditering og oplevelsen af de videregående uddannelsers udvikling.

Der zoomes også særligt ind på studenterperspektivet hele vejen gennem et akkrediteringsforløb, ligesom der kastes et internationalt blik ind på det danske akkrediteringssystem.

Beretningen rummer også interview med flere eksterne parter.
Camilla Wang og Henrik Dam fortæller om, hvordan de som rektorer for hhv. Absalon og Syddansk Universitet har oplevet at gå igennem processen med institutionsakkreditering ad flere omgange, hvad de har kunnet bruge det til, og hvad de gerne ville lave om ved systemet – om noget.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen bidrager også med sit syn på den rolle, som kvalitetssikringssystemerne og institutionsakkreditering spiller på de videregående uddannelser.

Årsberetningen udkommer 16. december.

Skip to content