Akkrediteringsrådet

Student’s desk laptop, pen and notepad school supplies

UCN får betinget positiv institutionsakkreditering

Akkrediteringsrådet mødtes 14. marts for at træffe afgørelse om en enkelt sag om institutionsakkreditering samt drøfte en række elementer af betydning for fremtidens institutionsakkreditering.

Betinget positiv til University College Nordjylland
Et akkrediteringspanel har i samspil med Danmarks Akkrediteringsinstitution brugt det seneste års tid på at afdække, hvordan University College Nordjylland arbejder med at sikre kvaliteten af deres uddannelser. Et arbejde, som er mundet ud i en akkrediteringsrapport.
På baggrund af rapporten valgte Akkrediteringsrådet på rådsmødet at tildele den nordjyske professionshøjskole en betinget positiv institutionsakkreditering.

”Vi har set mange gode enkeltelementer i kvalitetssikringen hos University College Nordjylland, og der foregår meget velfungerende og engageret kvalitetsarbejde på de enkelte uddannelser. Men det samlede system har nogle afgrænsede svagheder. Dels mangler der tydelige minimumskrav for kvalitetssikringen på tværs af institutionen. Det gælder fx for de studerendes evalueringer af undervisning og praktik. Og dels mangler der tilstrækkeligt solide statusredegørelser for de enkelte udbud. Det medfører blandt andet, at der ikke er den fornødne sikkerhed for kvaliteten. Det giver også en uklar retning for kvalitetsarbejdet, hvor det for eksempel kan være svært at fastholde den standard, institutionen ønsker, og at identificere fælles problemstillinger på tværs af uddannelser. Med den betinget positive institutionsakkreditering får University College Nordjylland nu to år til at rette op på manglerne og nå helt i mål,” siger Akkrediteringsrådets formand Per B. Christensen.

Akkrediteringsrapporten for University College Nordjylland kan læses her.

 

Fakta: Om institutionsakkreditering
  • En institutionsakkreditering er en vurdering af, om en uddannelsesinstitution har et system, der kan sikre deres uddannelsers kvalitet.
  • Det er Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelse om, hvorvidt kvalitetssikringen er tilstrækkeligt velbeskrevet og velfungerende i praksis til, at institutionen i de kommende seks år selv kan foretage en løbende og systematisk sikring og udvikling af uddannelsernes kvalitet og relevans.
  • Der findes tre afgørelseskategorier, når Akkrediteringsrådet skal træffe afgørelse om en institutionsakkreditering: positiv, betinget positiv og afslag.
  • Der er fem faste kriterier, som uddannelsesinstitutionens kvalitetssikring vurderes på, og derudover har institutionen stor valgfrihed til selv at tilrettelægge kvalitetssikringen sådan, som det giver bedst mening for dem.
  • Institutionsakkreditering omfatter ikke en selvstændig vurdering af relevansen og kvaliteten af den enkelte uddannelse.

Læs mere om institutionsakkreditering og afgørelsernes konsekvenser hos Danmarks Akkrediteringsinstitution

 

Drøftelser om udvikling og differentiering
Akkrediteringsrådet har allerede præsenteret, at et øget fokus på udvikling og differentiering er blandt rådets anbefalinger til næste runde af institutionsakkreditering.
Se rådets papir ”Institutionsakkreditering 2.0 – Kontinuitet i en forenklet ramme” her.

På mødet gik rådet i dybden med drøftelserne om, hvordan ambitionerne konkret kan udfoldes.

Blandt andet havde rådet fokus på, hvordan udviklingsdimensionen kan få mere luft under vingerne ved at lade det nedsatte akkrediteringspanels vurderinger spille en større rolle i forløbet. I samme spor drøftede rådet, hvordan akkrediteringsmetoden kan understøtte udvikling ved i højere grad at tage afsæt i uddannelsesinstitutionens egne mål for kvalitet og relevans.

Også spørgsmålet om øget differentiering fyldte på rådsmødet – altså ambitionen om, at det enkelte forløb med institutionsakkreditering i højere grad tilpasses den pågældende uddannelsesinstitution.

På mødet drøftede rådets medlemmer, hvordan det enkelte akkrediteringsforløb fremadrettet kan tilpasses ud fra den enkelte institutions karakteristika, såsom størrelse, antallet af ansatte og studerende, geografiske spredning og sammensætningen af institutionens forskellige uddannelsestyper og fagområder. En tilpasning, som gerne skulle resultere i en mere målrettet proces, som især de mindre institutioner vil opleve som mindre tung og bedre afpasset i forhold til deres størrelse og øvrige karakteristika.

Akkrediteringsrådets næste møde afholdes 6-7. juni 2019.

Skip to content