Den 2. oktober var Akkrediteringsrådet samlet til rådsmøde i Stockholm. Her traf de afgørelse om positiv institutionsakkreditering af Maskinmesterskolen København og godkendte oprettelsen af tre nye uddannelser. En enkelt uddannelse vendte en betinget positiv afgørelse fra 2017 til positiv akkreditering. På mødet fik rådets medlemmer desuden en status på forberedelserne til anden runde af institutionsakkreditering, hvor der nu foreligger en ny akkrediteringsbekendtgørelse og vejledning.
Positiv institutionsakkreditering til Maskinmesterskolen København
Det seneste års tid har et akkrediteringspanel understøttet af Danmarks Akkrediteringsinstitution gransket Maskinmesterskolen Københavns arbejde med at sikre kvalitet og relevans sin maskinmesteruddannelse. Det arbejde er mundet ud i en akkrediteringsrapport med en indstilling om positiv institutionsakkreditering, som Akkrediteringsrådet valgte at følge.
”På Maskinmesterskolen København har vi set et bredt engagement i kvalitetssikringsarbejdet blandt både ledelse og undervisere, hvor alle er bevidste om deres rolle og ansvar i det samlede kvalitetssikringssystem. Med en årlig kvalitetsdag som omdrejningspunkt sker der en løbende udveksling af informationer på tværs af institutionen, hvor de aktivt bruger de indfundne erfaringer til at udvikle og justere deres kvalitetssikringspraksis. Dette understøttes af et veludbygget informationssystem, der bygger på relevante data og klare procedurer for, hvordan eventuelle problemstillinger skal håndteres. Dertil oplever vi, at ledelsen allerede er opmærksomme på de få afgrænsede problemstillinger, der er i forhold til kvalitetssikringen af praktikplaner og et uafprøvet koncept for uddannelsesevaluering med brug af eksterne eksperter. Det betyder, at vi nu kan ønske Maskinmesterskolen København tillykke med den positive institutionsakkreditering,” siger Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen.
Tre nye uddannelser godkendt – en eksisterende uddannelse fra betinget til positiv akkreditering
På mødet traf Akkrediteringsrådet afgørelse om positiv akkreditering af fire uddannelser. Herunder blev oprettelsen af tre nye uddannelser godkendt. En diplomuddannelse og en kandidatuddannelse på Den Danske Scenekunstskole i København og en professionsbacheloruddannelse i finans ved Erhvervsakademi Midtvest i Herning.
Den fjerde sag om uddannelsesakkreditering omhandlede professionsbacheloruddannelsen i dansk tegnsprog og skrivetolkning ved Københavns Professionshøjskole. Udbuddet, der dengang hørte under Professionshøjskolen UCC, fik i 2017 en betinget positiv akkreditering. Siden er der iværksat en række tiltag for at forebrygge frafald og understøtte, at de studerende gennemfører uddannelsen på normeret tid.
Tiltagene, der omfatter blandt andet skærpede optagelseskrav og nye procedurer for optagelse af nye studerende, afspejler sig trods akkrediteringspanelets positive vurdering endnu ikke i de aktuelle tal for frafald og gennemførelsestid. På det grundlag valgte Akkrediteringsrådet at følge indstillingen om positiv akkreditering af uddannelsen og samtidig bede institutionen om at indsende dokumentation til rådet for, hvordan tallene udvikler sig i akkrediteringsperioden.
Indblik i et svensk eksternt kvalitetssikringssystem i udvikling
Rådsmødet var første punkt i programmet for en studietur, der skulle give rådsmedlemmerne indblik i det svenske system for ekstern kvalitetssikring og inspiration til den fortsatte udvikling af akkreditering i Danmark.
Foruden et besøg ved det svenske organ for ekstern kvalitetssikring, UKÄ, var der planlagt besøg på to traditionsbundne svenske uddannelsesinstitutioner. På Konstfack kredsede oplæggene om den kunstneriske uddannelsesinstitutions kvalitetssikringsarbejde, og hvilke særlige forhold de oplever i spændingsfeltet mellem kunst og kvalitetssikring. På Karolinska Instituttet fik Akkrediteringsrådets medlemmer en grundig præsentation af instituttets samlede kvalitetssikringssystem, der også berørte, hvordan instituttet sikrer kvaliteten af dets forskningsaktiviteter.
Begge uddannelsesinstitutioner fortalte desuden om deres forberedelser til at gennemgå det nye koncept for evaluering af institutionernes arbejde med sikre kvaliteten af deres uddannelser, der blev introduceret med en pilotrunde i 2017. Konceptet er udviklet i tæt samarbejde mellem UKÄ og aktører i den svenske uddannelsessektor og har lighedspunkter med den danske model for institutionsakkreditering i første runde.
Afgørelser: institutionsakkrediteringer
Institution | Afgørelse |
---|---|
Maskinmesterskolen København | Positiv institutionsakkreditering |
Fakta: Om institutionsakkreditering | ||
---|---|---|
|
Afgørelser: uddannelsesakkrediteringer
Uddannelse | Institution | Afgørelse |
---|---|---|
Professionsbacheloruddannelsen i finans (nyt udbud) |
Erhvervsakademi Midtvest | Positiv akkreditering |
Kandidatuddannelse i koreografi (ny uddannelse) |
Den Danske Scenekunstskole | Positiv akkreditering |
Diplomuddannelse i creative producing (ny uddannelse) |
Den Danske Scenekunstskole | Positiv akkreditering |
Professionsbacheloruddannelsen i dansk tegnsprog og tolkning (eksisterende udbud – opfølgning på betinget positiv) |
Københavns Professionshøjskole | Positiv akkreditering |
Læs akkrediteringsrapporterne på Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside