I anden runde af institutionsakkreditering er der tale om nye kriterier og en ændret hovedvægt i retning af praksis. På mange uddannelsesinstitutioner vil dele af kvalitetsarbejdet også have ændret sig på de seks år siden første positive institutionsakkreditering, ligesom der er sket ændringer i akkrediteringsmetoden.
I notatet ’Vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer i anden runde af institutionsakkreditering’ fastlægger Akkrediteringsrådet, hvor barren skal sættes på de forskellige områder og dermed, hvad rådet vil lægge vægt på (vurderingssnit) ved en afgørelse om henholdsvis positiv akkreditering, betinget positiv eller afslag på akkreditering i overensstemmelse med akkrediteringsloven, bekendtgørelsen og Danmarks Akkrediteringsinstitutions vejledning om institutionsakkreditering. Notat klargører også rammerne for afgørelsen.