Af Anette Dørge, direktør for Danmarks Akkrediteringsinstitution
Per B. Christensen, formand for Akkrediteringsrådet
Jørgen Søndergaard, formand for Kvalitetsudvalget
Den tidligere regering nedsatte et udvalg, der skal kigge censorsystemet på det videregående uddannelsesområde efter i sømmene. Det er der god grund til. Udvalget, der skal komme med sin rapport lige efter sommerferien, skal komme med forslag til en modernisering, så udgifter og udbytte modsvarer hinanden. Det er et vigtigt og tiltrængt initiativ, da samfundet i dag bruger mange ressourcer på et system, som ikke har den tilsigtede effekt. I dag er det et lovkrav, at der skal medvirke eksterne censorer på omtrent en tredjedel af alle eksaminer. I praksis bruges det noget mere, og Kvalitetsudvalget anslog i sin rapport, at udgiften til censorkorpsene alene i 2013 kunne opgøres til over 500 millioner kroner.
Det er både godt for uddannelserne og for de studerende og deres retssikkerhed, at alle videregående uddannelser med mellemrum kvalitetssikres af eksterne fagpersoner. Men det bør ske på en anden måde i fremtiden. Der er i dag to eksterne mekanismer til kvalitetssikring af videregående uddannelser. Den ene er censorinstitutionen og den anden er akkreditering.
Censorerne deltager naturligvis i bedømmelsen af de studerendes eksamenspræstationer, men herudover fokuserer censorinstitutionen i dag overvejende på praktiske og tilrettelæggelsesmæssige forhold ved eksamen. Censorinstitutionen medvirker kun sjældent til vurderinger af uddannelsernes faglige niveau og kvalitet. Akkrediteringssystemet er også under forandring, og de tidligere akkrediteringer af alle uddannelser én for én erstattes nu af akkreditering af hele uddannelsesinstitutioner. Den udvikling er isoleret set fornuftig nok, fordi den understøtter uddannelsesinstitutionernes eget kvalitetsarbejde og ledelsernes ansvar for kvaliteten af uddannelserne.
I takt med at institutionerne, blandt andet som følge af kravene til institutionsakkreditering, opbygger og professionaliserer en evalueringspraksis af egne uddannelser, mindskes behovet for ekstern kvalitetssikring af det enkelte fag i den enkelte uddannelse. Derimod er der fortsat behov for ekstern kvalitetssikring af de studerendes samlede uddannelsesforløb.
Hvad hjælper det, at censor medvirker til, at de studerende får en korrekt karakter for deres præstation, hvis uddannelsens faglige niveau og relevans er for ringe? Derfor bør den eksterne kvalitetssikring forskydes fra den enkelte eksamen i det enkelte fag til i højere grad at se på det samlede uddannelsesforløb, herunder til i langt højere grad end i dag at sammenligne kvalitet og relevans på tværs af sammenlignelige uddannelser.
Et sådan skift ville også kunne modvirke det, som taxametersystemet ofte beskyldes for, nemlig at give uddannelsesinstitutionerne tilskyndelse til at sænke det faglige niveau med henblik på at sikre, at flest mulige studerende kommer igennem eksaminerne, så institutionen får så store bevillinger som muligt.
Anbefaling 1
På den baggrund bør man fra politisk side fjerne kravet om, at ekstern censur skal anvendes ved en tredjedel af alle eksaminer. Danmark er det eneste land i verden, der har en så omfattende lovbestemt censorordning. Det er rigidt, dyrt og rimer dårligt med ansvarlig ledelse. I stedet skulle den eksterne censur ved de enkelte eksaminer være en frivillig ordning, hvor uddannelsesinstitutionerne selv beslutter, i hvilken udstrækning og ved hvilke eksaminer de ønsker at anvende ekstern censur. Dog kunne man eventuelt overveje, som for eksempel i Norge, at lade de studerendes afsluttende bachelorprojekter og specialer blive underkastet ekstern censor. Lige netop disse eksaminer afprøver i højere grad end andre eksaminer de studerendes færdigheder og kompetencer i forhold til uddannelsens læringsmål.
Til gengæld er der et stort behov for hele vejen gennem uddannelsen at give de studerende mere feedback på deres opgaver og deltagelse i undervisningen. Det kan ske på mange måder, herunder ved i højere grad at anvende løbende evalueringer fremfor alene en afsluttende eksamen.
Den pædagogiske forskning har påvist, at såvel prøveformerne som omfang og kvalitet af feedback har væsentlig betydning for de studerendes læring. I forbindelse med Kvalitetsudvalgets arbejde blev der foretaget en survey med besvarelser fra knap 9.000 studerende. Her svarer kun én ud af ti studerende, at de drøfter deres faglige niveau med underviserne. På universiteterne er det sågar kun én ud af tyve. Og kun to ud af ti kan bekræfte, at de får feedback på deres undervisningsdeltagelse. Senest kunne man få det billede illustreret i en kronik i dagbladet Politiken, hvor en studerende gengav sin oplevelse af at have fået mere feedback på en måneds højskoleophold, end han havde fået i løbet af sin treårige bacheloruddannelse på Københavns Universitet.
Anbefaling 2
I forlængelse af ovenstående bør man omprioritere en del af de 500 millioner kroner årligt til ekstern censur til øget feedback til de studerende i forhold til deres faglige niveau og undervisningsdeltagelse. Det vil give bedre læring, større faglig udvikling og mere motiverede studerende.
Anbefaling 3
I dag udnyttes de landsdækkende censorkorps slet ikke tilstrækkeligt i forhold til at foretage tværgående niveauvurderinger af samme eller beslægtede uddannelser. Censorinstitutionen burde være en garant for, at enhver uddannelse har omtrent samme faglige niveau, uanset hvor den udbydes i landet. Den garanti findes ikke i dag, fordi censorkorpsene reelt ikke er landsdækkende. I en EVA-undersøgelse fra 2013 fremgår det, at der alene på universitetsområdet findes 104 censorkorps, men halvdelen af dem er kun tilknyttet et enkelt universitet. Dermed mistes potentialet for den tværgående læring og kalibrering af niveau.
Derfor bør det være sådan, at censorerne fremover skal foretage sammenligninger af kvaliteten på tværs. Det kunne de gøre ved at foretage en samlet vurdering af det faglige indhold, eksamenskrav og bedømmelsespraksis på sammenlignelige uddannelser. Altså vurdere, hvad der reelt kræves for at opnå en god karakter på forskellige, men sammenlignelige uddannelser. Det vil kræve en konsolidering i form af færre, men reelt landsdækkende censorkorps, der tilsammen dækker alle fagområder. Disse nye censorkorps ville have færre medlemmer end i dag, og det burde også være muligt at inddrage udenlandske eksperter, hvor dette giver mening. En sådan ændring ville derudover mindske risikoen for inhabilitet, hvilket især på små fagområder er et udbredt problem i Danmark.
Anbefaling 4
Som et sidste og fjerde punkt vil vi foreslå, at censorformandskabernes årsberetninger (censorrapporterne) afskaffes. Hvis man dykker ned i disse rapporter, finder man desværre ikke mange brugbare oplysninger om niveau og kvalitet. Rapporterne rummer mest information om praktiske forhold og er i en kvalitetssikringssammenhæng rimelig uinteressante.
Samfundet har et behov for ekstern deltagelse i kvalitetssikringen af de videregående uddannelser. Med den rette gentænkning af censorsystemet kan det komme til at understøtte udviklingen af uddannelserne og deres kvalitet på tværs af landet og frigive midler til, at de studerende modtager mere løbende feedback undervejs i faget fremfor blot et tal, der kommer ud af anstrengelserne efter en eksamen.
Kontakt:
