Akkrediteringsrådet

Bedre adgang til viden om uddannelseskvalitet

I bestræbelserne på endnu større åbenhed omkring akkrediteringsarbejdet gøres Akkrediteringsrådets afgørelser nu mere gennemsigtige for alle interesserede. Det sker med en ny database.

Med over 1.700 akkrediteringer af uddannelser, udbud og hele uddannelsesinstitutioner, ligger der en guldgrube af data og viden fra det danske uddannelseslandskab indkapslet i akkrediteringsrapporterne. Akkrediteringsrådets afgørelser og de enkelte rapporter har længe været frit tilgængelige på rådets hjemmeside, men der har hidtil været afgrænsede muligheder for at bevæge sig rundt og trække data og statistik ud af dem. Det ændres nu med den nye database, der giver meget bedre indblik, detaljerede statistikmuligheder og meget større anvendelsespotentialer.

Med den nye database kan du blandt meget andet:
– Lave fritekstsøgninger efter ord på tværs af alle akkrediteringsrapporter

– Se, hvordan har uddannelserne har klaret sig i en specifik by, inden for et bestemt hovedområde eller på den enkelte uddannelsesinstitution

– Bevæge dig rundt i statistik i en grafisk præsentation af alle afgørelser med opdeling i typer af uddannelser og institutioner

– Se danmarkskort over, hvor de akkrediterede uddannelser, udbud og institutioner hører til

Dynamisk statistik over afgørelser

Mulighederne for at se statistik over rådets afgørelser er i høj grad forbedret. Du kan vælge at se dataene sorteret efter flere scenarier: uddannelsestype, institutionstype eller hvor i landet, akkrediteringen hører til. Hvis du for eksempel vælger at se på alle professionshøjskoler, vil de andre grafer på siden rette sig til og du kan se, hvor mange uddannelser af hvilken type, rådet har akkrediteret på professionshøjskolerne gennem tiden. Nederst på siden er der en liste over de akkrediteringsrapporter, din søgning omfatter, og denne liste tilpasser sig ligesom de nævnte grafer. Mulighederne er mange – prøv dig frem.

 

Kriterievurderinger er blevet let tilgængelige

Akkrediteringens afdækning af kvalitet, relevans og kvalitetssikring foregår altid efter nogle faste kriterier. Tidligere skulle man ind i den enkelte akkrediteringsrapport for at se, hvordan uddannelsen/udbuddet levede op til kriterierne. Men med den nye database kan du få hurtigt overblik over, hvordan de enkelte kriterier er vurderet for hvert enkelt udbud, uddannelse eller institution. Du kan ligeledes søge på tværs og for eksempel få en oversigt over alle de uddannelser, der har fået vurderingen ’tilfredsstillende’ i det kriterie, der handler om relevans. Og meget andet…

 

Gennem årene har de skiftende akkrediteringssystemer haft forskellige sæt af kriterier afhængig af, hvilke type uddannelse eller udbud, der skulle akkrediteres. De tidligere kriteriesæt er i databasen blevet konverteret til at flugte med de nuværende sæt af kriterier, da det fremmer overblikket og sammenligningsmulighederne. Du kan se mere om konverteringen fra tidligere til nuværende kriteriesæt.

Nøgleord giver overblik

Som noget nyt kan du i databasen se nøgleord for akkrediteringer fra og med 2011. Nøgleordene giver et overblik over de områder, hvor en uddannelse, udbud eller uddannelsesinstitution har svagheder i sikringen af deres kvalitet. Akkrediteringen og dens afgørelse vil altid være en helhedsvurdering, så derfor giver nøgleordene over de problematiske områder ikke det fulde billede af den pågældende uddannelse, men snarere en indikation af, hvilke udfordringer de stod over for på akkrediteringstidspunktet. For uddybning af udfordringerne henviser vi til akkrediteringsrapporterne.

 

Vi håber, at den nye database vil bidrage til større indsigt i uddannelsessektoren, give gennemsigtige data for uddannelsernes sikring af kvalitet og relevans og kunne bidrage til udvikling.

 

-oOo-

Justeret notat om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer
Rådet udarbejdede i juni 2013 et notat, hvori rådet formulerede forventninger til institutionsakkrediteringer. Dette notat har indgået i panelernes arbejde og som bagtæppe for rådets behandling af konkrete institutionsakkrediteringer. Ved rådsmødet i juni 2016 evaluerede rådet notatet på baggrund af de hidtidige afgørelser om institutionsakkreditering. Rådet konkluderede, at notatet fortsat udtrykker rådets forventninger. På baggrund af evalueringen er mindre dele præciseret, så de klarere afspejler afgørelsespraksis. Det justerede notat udtrykker dermed ikke nye forventninger til institutionsakkrediteringer. I notatet er der endvidere et afsluttende afsnit vedrørende genakkrediteringer af institutioner, der oprindeligt blev tildelt en betinget positiv institutionsakkreditering. I afsnittet tydeliggøres det, at da genakkrediteringen gennemføres mindre end to år efter den oprindelige akkreditering, kan der inden for et i øvrigt velfungerende system på enkelte punkter være indsatser, som det endnu ikke er muligt at se resultaterne af, eller indsatser, som fortsat er under indfasning.

Læs eller download notatet her

 

Kontakt

Ved spørgsmål til nyhedsbrevet eller databasen, kontakt:

Skip to content