Vi skal have gode uddannelser i hele landet. Det mener vi i Akkrediteringsrådet med største selvfølgelighed, og rådets rolle er at vurdere kvaliteten af uddannelserne og uddannelsesinstitutionerne.
Det var derfor med en smule forundring, at jeg læste Camilla Wangs og Per Bennetsens indlæg – deklareret som en analyse – i Politiken d. 26/8. Her angives Akkrediteringsrådet som værende medansvarlige for, at der i Region Sjælland findes færre uddannelser og uddannelsespladser end i Hovedstaden og de øvrige regioner.
Akkrediteringsrådets virke blandes i analysen sammen med den stærkt omdiskuterede dimensioneringsmodel, selvom de to ting intet har med hinanden at gøre. Men det er ikke det eneste faktuelle fejlskud i deres analyse.
Udviklingen i placeringen af uddannelser og uddannelsespladser er først og fremmest et spørgsmål om regional- og uddannelsespolitik og disses indbyrdes armlægninger – ikke akkreditering. Akkrediteringssystemet blev oprettet i 2007, men den udvikling, som analysen behandler, går langt længere tilbage. I Region Sjællands tilfælde hænger situationen naturligvis også sammen med naboskabet til Region Hovedstadens mange videregående uddannelsestilbud.
Akkrediteringen skal grundlæggende sikre, at der stilles sammenlignelige krav til alle uddannelsers kvalitet – primært af hensyn til de studerende – uanset hvor i Danmark, uddannelserne er placeret.
Om der er vilje til og behov for en given ny uddannelse og dennes placering i landet er grundlæggende en politisk beslutning. Derfor giver det god mening, at beslutningen om en eventuel ny uddannelses samfundsøkonomiske og uddannelsespolitiske relevans træffes i regi af Uddannelsesministeriets rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU). Måske skribenterne af analysen simpelthen forveksler dette led med akkreditering, selvom der at tale om to uafhængige instanser? Først når en ansøgning om oprettelse af en ny uddannelse godkendes i RUVU, går den videre til et akkrediteringsforløb, hvor det afdækkes, om alt ser fornuftigt ud i forhold til uddannelsens kvalitet og kvalitetssikring. Har den tilstrækkelig kvalitet, godkender Akkrediteringsrådet ansøgningen, og uddannelsesinstitutionen kan nu oprette uddannelsen.
Akkrediteringsrådet sidder ikke bare i København og træffer afgørelser uden blik for det regionale og lokale perspektiv. Afgørelserne baseres på rapporter fra Danmarks Akkrediteringsinstitution, og medarbejderne herfra har sammen med et til lejligheden nedsat ekspertpanel været ude at besøge samtlige af de knap 900 eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud, vi gennem årene har haft igennem et akkrediteringsforløb. Vi stiller til enhver tid gerne op til debat om uddannelsers kvalitet og kvalitetssikring, men den uddannelsespolitiske beslutning om deres placering er ikke vores bord.
Jeg håber, at jeg med dette indlæg har rettet nogle af fejlskuddene fra analysen ind på rette spor. Det var der behov for.
Per B. Christensen, formand, Akkrediteringsrådet
