Af Per B. Christensen
Formand for Akkrediteringsrådet
Kilde: Altinget.dk den 24. juni 2014 (kræver abonnement)
Ser vi bredt i uddannelsesverdenen – fra folkeskolen til universiteterne – har undervisningen mange steder været en overvejende privat sag for underviseren.
Traditionen har bygget på stor faglig stolthed, viden og engagement, men den har desværre også dækket over en manglende kultur for at lære af andre, også når man selv mener, at man gør det godt.
Og traditionen har gennem tiden forhindret nødvendig støtte af de svage undervisere og været en undskyldning for ikke at gribe ind over for de dårlige. Groft sagt.
Det er vigtigt at understrege, at underviseren skal kunne dokumentere sin metode og sin praksis, og der må skabes kulturer, hvor man løbende lærer af andre og præsterer en undervisning, der bygger på den seneste forskning og evidens.
Nyt samlet ansvar for kvaliteten
Gennem de seneste par årtier er uddannelsesinstitutionernes samlede ansvar for kvaliteten blevet mere tydeligt – ikke bare hvad angår hele uddannelser, men også i forhold til det konkrete læringsudbytte af mødet mellem enkeltundervisere og studerende. Det er sket som led i et generelt øget fokus på ledelse på uddannelsesinstitutionerne.
Akkrediteringsloven fra 2013 er således ikke det første skridt i denne udvikling. Men ikke desto mindre et vigtigt skridt. Uddannelsesinstitutionerne har nu en fælles forpligtigelse til at sætte konkrete mål for kvaliteten helt inde i det enkelte undervisningslokale.
Med det følger også en forpligtigelse til at sikre, at der er de rette ressourcer og den rigtige støtte til at nå målene, til at følge med i om målene opnås, og endelig til at handle, hvis praksis ikke svarer til målene.
Det fælles ansvar følger af den øgede selvstændighed, som uddannelsesinstitutionerne har fået gennem årene, men også af en erkendelse af, at kvalitet er et fælles ansvar.
Den erkendelse kan gøre op med praksis, hvor det i mange tilfælde har været mere eller mindre tilfældigt, hvordan den enkelte underviser sikrede sammenhæng mellem den konkrete undervisningsform og uddannelsens samlede mål.
Samtidig har vi set, at ny viden og nye praksisser ofte kun langsomt og ukoordineret er blevet spredt fra undervisningslokale til undervisningslokale.
Fælles håndslag mellem ledelse, undervisere og studerende
Med et mere tydeligt, samlet ansvar bliver institutionsledelserne centrale. Det er dem, der skal sikre et samlet kvalitetssikringssystem og sørge for, at der er klare og fælles mål for kvaliteten – i respekt for og i samklang med institutions egenart, historie og rolle.
Det er også i sidste instans ledelsens ansvar at handle, hvis kvaliteten lokalt ikke lever op til de fastlagte mål. Og det forudsætter, at ledelsen ved, hvordan virkeligheden ser ud.
Processen omkring kvalitetsmålene må ikke køre afkoblet fra resten af organisationen. At der er en fælles forståelse og opbakning til målene, er lige så vigtigt, som målene er i sig selv. Her har ledelse, medarbejdere og studerende et fælles ansvar.
I den eksterne kvalitetssikring vil vi i Akkrediteringsrådet se på, om der er en fælles kvalitetskultur på den enkelte institution. Uden en fælles kvalitetskultur kan institutionernes mål og mening med uddannelserne ikke implementeres lokalt, og der opstår parallelle kvaliteter – den glittede kvalitet, der beskrives i strategierne, og den virkelige kvalitet, som undervisere og studerende praktiserer lokalt. Det duer ikke.
Pointen er her, at der er mange veje til god uddannelseskvalitet. Ikke mindst fordi god kvalitet konkret har mange forskellige udtryk på tværs af de videregående uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Hver institution skal derfor beslutte, hvad den vil med sine uddannelser.
Og dermed skal ledelse, undervisere og studerende også give hinanden håndslag på at nå målene sammen. Det kræver tydelig og ansvarlig ledelse, og det forudsætter, at selve undervisningen også opfattes som en fælles opgave
