Et nyt Akkrediteringsråd er i dag blevet udpeget af uddannelsesminister Morten Østergaard.
I sommeren 2013 vedtog Folketinget en ny akkrediteringslov og et nyt akkrediteringssystem med fokus på en løbende overgang fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering blev iværksat. Som følge af det nye akkrediteringssystem er et nyt Akkrediteringsråd nu blevet udpeget.
Formand bliver Per B. Christensen, der har en bred og mangeårig erfaring på uddannelsesområdet i Danmark. Han er direktør på børne- og uddannelsesområdet i Næstved Kommune og har deltaget i en række evalueringer og udredninger på uddannelsesområdet i Danmark og internationalt. Derudover har han hidtil fungeret som bestyrelsesmedlem for University College Sjælland og har i de seneste to år stået i spidsen for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsuddannelser – to poster, han nu forlader grundet udnævnelsen til formand for Akkrediteringsrådet. Tidligere har Per B. Christensen blandt andet været formand for følgegruppen for ny læreruddannelse, der kom med forslaget til ny læreruddannelse i 2012.
Her er det nye Akkrediteringsråd:
Formand – Per B. Christensen, direktør på børne- og uddannelsesområdet i Næstved Kommune.
Stina Vrang Elias, adm. direktør
Hanne Harmsen, ph.d.
Bjørn Stensaker, professor
Ove Poulsen, direktør
Søren Damgaard, afdelingsdirektør
Lise Lind, chefarkitekt
Studentermedlem – Andreas Moesgaard Christiansen, stud.polyt
Studentermedlem – Melanie Clivaz-Nielsen, Sygeplejeskestuderende
Om Akkrediteringsrådet
Rådet er sammensat sådan, at dets medlemmer samlet besidder stor viden inden for kvalitetssikring, arbejdsmarkedsforhold for uddannelsernes dimittender, forskning, videregående uddannelse, udviklingsbasering, international ekspertise og studenterforhold.
Det er uddannelsesministeren, der udpeger formand og medlemmer, dog udpeges rådets to studentermedlemmer efter indstilling fra de studerendes repræsentanter i bestyrelser og skoleråd for uddannelsesinstitutioner.