Alle nye bacheloruddannelser kommer forbi Akkrediteringsrådet, og gennem den senere tid har rådet set en tendens til, at flere nye bacheloruddannelser bliver mere og mere specialiserede. Samtidig har rådet gennem længere tid konstateret, at de færreste bacheloruddannelser på universiteterne er selvstændige afrundede uddannelser – hvilket ellers er hensigten. I stedet er bacheloruddannelserne tænkt og udformet som skridtet mod en kandidatuddannelse.
Rådet behandler alle ansøgninger om uddannelser på deres egne præmisser, men alligevel er det bemærkelsesværdigt, at flere universiteter går imod den gennemgående hensigt med bachelorgraden, nemlig brede kompetenceprofiler, der både kan føre til job og give adgang til flere forskellige kandidatuddannelser.
Med smalle bacheloruddannelser får de studerende begrænsede muligheder på arbejdsmarkedet, ligesom deres muligheder for selv at vælge en kandidatuddannelse bliver begrænset. Derfor opfordrer rådet universiteterne til, at holde bacheloruddannelserne tilpas bredde.
Når rådet vurderer nye uddannelser, skal rådet blandt andet vurdere, hvilke jobmuligheder uddannelsen fører til. For bacheloruddannelser kan jobmulighederne suppleres med mulighed for overbygning med en kandidatuddannelse. Men overgang fra bachelor- til kandidatuddannelse bør ikke være en bacheloruddannelses eneste mål. Bacheloruddannelsen er en selvstændig kompetencegivende uddannelse.
Alligevel behandler de fleste universiteter bacheloruddannelsen som en ren byggeklods hen imod en kandidatuddannelse. Når universiteter designer nye bacheloruddannelser bør de se både på, om de i sig selv er relevante for arbejdsmarkedet, og på, om de kan lede til to eller flere kandidatuddannelser.
Med andre ord skal en bacheloruddannelse være et selvstændigt uddannelsesforløb, med kvalitet og relevans.
Afgørelser: Universitetsuddannelser
Nye uddannelser | Institution | Afgørelse |
---|---|---|
Kandidat i migrationsstudier | Københavns Universitet | Positiv |
Bachelor i Public Policy | Aarhus Universitet | Positiv |
Kandidat i maritim teknologi | Syddansk Universitet | Positiv |
Kandidat i Spatial Designs and Society | Roskilde Universitet | Positiv |
Bachelor i offentlig innovation og digitalisering | Aalborg Universitet | Positiv |
Bachelor og kandidat i interaktionsdesign | Aalborg Universitet | Positiv |
Bachelor i organisatorisk læring | Aalborg Universitet | Positiv |
Bachelor i robotteknologi | Aalborg Universitet | Positiv |
Master i smertevidenskab og tværfaglig smertebehandling | Aalborg Universitet | Positiv |
Eksisterende uddannelser | Institution | Afgørelse |
Kandidat i teknologibaseret forretningsudvikling | Aarhus Universitet | Endelig afgørelse på rådsmøde den 15. november |
Kilde: ACE Denmark juni 2013. ACE Denmark foretager de faglige vurderinger af bachelor‐, kandidat‐ og masteruddannelser og udarbejder en indstilling for hver enkelt uddannelse til Akkrediteringsrådet. Rådet træffer herpå den endelige afgørelse.