Akkrediteringsrådet tildelte på sit seneste møde en positiv institutionsakkreditering til Erhvervsakademi MidtVest. Ved samme lejlighed diskuterede rådet, hvordan samarbejdet mellem rådet og dets sekretariat bør foregå fremadrettet.
Da Akkrediteringsrådet var samlet tirsdag den 23. september, traf rådet afgørelse om positiv institutionsakkreditering af Erhvervsakademi MidtVest. Institutionen indgik i første runde af institutionsakkreditering.
Læs afgørelsen og akkrediteringsrapporten om Erhvervsakademi MidtVest her (pdf).
Rådet traf sin afgørelse i sagen på baggrund af en akkrediteringsrapport om Erhvervsakademi MidtVest. Rapporten indeholdt en indstilling fra det faglige akkrediteringspanel, der havde undersøgt kvalitetssikringsarbejdet på institutionen. På rådsmødet gennemgik rapporten en grundig og solid behandling i to faser. Først præsenterede panelformanden rapporten, og der var en dialog mellem rådet og panelformanden om indholdet i rapporten. Derefter forlod panelformanden mødet, og rådet drøftede akkrediteringsrapporten og panelets indstilling og traf afgørelsen.
Rådet drøftede det fremtidige samspil med sekretariatet
Efter institutionsakkrediteringen af Erhvervsakademi MidtVest gjorde rådet sig de første overvejelser om sine ønsker og forventninger til sekretariatet i lyset af ændringen af akkrediteringsloven, der trådte i kraft den 1. juli. Ændringen indebar, at Danmarks Akkrediteringsinstitution blev nedlagt, og at rådet overtog ansvaret for akkrediteringsprocesser og -metoder – modsat tidligere, hvor rådet alene var afgørelsesmyndighed.
Næste møde i Akkrediteringsrådet
Akkrediteringsrådet mødes igen torsdag den 20. november. Her skal rådet blandt andet drøfte næste delevaluering af anden runde af institutionsakkreditering.
Kontakt
Ved pressehenvendelser og henvendelser om Akkrediteringsrådets arbejde kan leder af sekretariatet Anette Dørge kontaktes på tlf. 7231 9104 og [email protected].