Akkrediteringsrådet

VIA får positiv institutionsakkreditering

På rådsmødet 1. december afgjorde Akkrediteringsrådet institutionsakkrediteringerne af VIA University College og IT-Universitetet i København, samt enkelte uddannelsesakkrediteringer.

VIA, som med hovedsæde i Aarhus har status som Danmarks største professionshøjskole, blev tildelt en positiv institutionsakkreditering af rådet.

”Akkrediteringsforløbet har vist, at VIA har et sammenhængende, gennemprøvet og velfungerende kvalitetssikringssystem med konkrete mål og velbeskrevne procedurer. Ledelsen tager ansvar for at sikre kvaliteten og har fastlagt nogle centrale rammer, som uddannelserne lokalt har metodefrihed til at udfylde ud fra deres fagrelaterede tilgang til kvalitet. Det system fungerer godt på VIA,” siger Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen.

Rådsformanden hæfter sig også ved institutionens størrelse og omfang.

”VIA er en stor institution, som udbyder uddannelser fra mange forskellige adresser. Derfor har panelet også været optaget af at komme ud i krogene og få indblik i, hvordan kvaliteten sikres på hele institutionen. Der kan vi konstatere, at kvalitetssystemet er velkendt på hele institutionen og anvendes konkret i det daglige arbejde for at sikre kvaliteten. Der er også en god og løbende dialog om kvalitet, relevans og konkrete kvalitetsforbedringer rundt på hele institutionen,” siger Per B. Christensen.

Så lykkedes det for IT-Universitetet
I 2014 fik IT-Universitetet i København en betinget positiv institutionsakkreditering. Det skyldtes, at rådet dengang vurderede, at universitetets system til at sikre uddannelsernes kvalitet og relevans på en række punkter var mangelfuld.

IT-Universitetet har siden haft to år til at udvikle kvalitetssikringen, før en proces med genakkreditering har skullet afdække, om et tilstrækkeligt niveau nu er nået. På rådsmødet afgjorde Akkrediteringsrådet, at IT-Universitets kvalitetssikring nu er så velbeskrevet og velfungerende, at institutionen kan modtage en positiv institutionsakkreditering.

”Siden det første akkrediteringsforløb i 2014 har IT-Universitetet virkelig løftet kvaliteten og kvalitetssikringen på en række punkter. I dag står de eksempelvis langt stærkere i forhold til at sikre kvaliteten af deres samlede uddannelser frem for bare af de enkelte fag. Også i forhold til uddannelsernes forskningsbasering og udviklingen af uddannelsernes relevans er der sket et markant løft på IT-Universitetet siden den indledende akkreditering. Samlet set er deres kvalitetssikring nu – både i forhold til procedurer og selve kvalitetsarbejdet i praksis – på et tilstrækkeligt niveau, der berettiger til en positiv institutionsakkreditering,” siger rådsformand Per B. Christensen.
Studerende centrale i akkreditering
På rådsmødet drøftede rådet involveringen af studerende i kvalitetsarbejde og akkreditering. Baggrunden var et oplæg om STAR – De Studerendes Akkrediteringsråd, hvor blandet andet “Ambitioner for studenterinvolvering i akkreditering” blev præsenteret. Ambitionspapiret er udarbejdet i fællesskab mellem STAR, rektorkollegier og Danmarks Akkrediteringsinstitution.

“Uddannelse handler om studerende, og det kvalitetsarbejde, vi vurderer, når vi institutionsakkrediterer, skal gavne de studerende. Derfor er det centralt, at studerende og studenterorganisationerne er tæt involverede i akkrediteringsarbejdet. Det er vigtigt for os som råd, at studerende kan bidrage aktivt op til og efter en institutionsakkreditering. Vi hilser derfor arbejdet i STAR særdeles velkomment og bakker op om de fælles ambitioner” siger rådsformand Per B. Christensen og tilføjer:
“I det fortsatte arbejde med at udfolde og udvikle akkrediteringskonceptet bør det derfor være ambitionen, at de studerendes oplevelser af uddannelserne og læringsmiljøerne står endnu klarere.”

Om institutionsakkreditering
En institutionsakkreditering er en vurdering af, om en uddannelsesinstitution har et system for kvalitetssikring, der er tilstrækkeligt velbeskrevet og velfungerende til, at institutionen i den kommende seksårige akkrediteringsperiode vil være i stand til løbende og systematisk at sikre og udvikle uddannelsernes kvalitet og relevans.

Kvaliteten og relevansen af den enkelte uddannelse omfattes ikke af institutionsakkrediteringens forløb, da det i stedet er selve uddannelsesinstitutionens kvalitetssikring heraf, der er i fokus i en institutionsakkreditering.

Det er Akkrediteringsrådet, der træffer alle afgørelser om akkreditering af hele uddannelsesinstitutioner og enkelte uddannelser/uddannelsesudbud. Rådets afgørelser baseres på akkrediteringsrapporter, der er udarbejdet af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Akkrediteringsinstitutionen nedsætter i forbindelse med hver enkelt akkreditering et panel, der samlet besidder et bredt felt af ekspertkompetencer. I samspil vurderer Akkrediteringsinstitutionen og det nedsatte akkrediteringspanel den enkelte uddannelsesinstitution på baggrund af besøg, interview og omfattende dokumentationsmateriale. Det munder ud i en akkrediteringsrapport med en indstilling, som Akkrediteringsrådets afgørelse tager udgangspunkt i.

Afgørelser: instutionsakkrediteringer

Institution Afgørelse
IT-universitetet i København Positiv institutionsakkreditering
VIA University College Positiv institutionsakkreditering

 

Afgørelser: uddannelsesakkrediteringer

Uddannelser Institution Afgørelse
Kandidatuddannelse i værdikæder og teknisk ledelse – eksisterende uddannelse Aalborg Universitet, København Positiv akkreditering
Erhvervsakademiuddannelse inden for service, turisme og hotel (serviceøkonomi AK) – nyt udbud Erhvervsakademi Sydvest, Sønderborg Positiv akkreditering

Læs akkrediteringsrapporterne på Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside

Kilde: Danmarks Akkrediteringsinstitution december 2016. Danmarks Akkrediteringsinstitution foretager de faglige vurderinger af bachelor-, kandidat- og masteruddannelser og udarbejder en indstilling for hver enkelt uddannelse til Akkrediteringsrådet. Rådet træffer herefter den endelige afgørelse.

 

Tal om de fire afgjorte uddannelses- og institutionsakkrediteringer

datakort_1 dec

 

Skip to content