Akkrediteringsrådet
Koncentrerede studerende

Første institutionsakkreditering afgjort på Kulturministeriets område – og et blik ind i 2. runde af institutionsakkrediteringer

På et virtuelt rådsmøde d. 2. oktober afgjorde Akkrediteringsrådet den første institutionsakkreditering af en uddannelsesinstitution under Kulturministeriets ressortområde. Det skete, da Det Kongelige Danske Kunstakademi – Billedkunstskolerne (Kunstakademiet) blev tildelt en betinget positiv institutionsakkreditering.  Rådet har tidligere behandlet enkeltstående uddannelser fra det kunstneriske område, men Kunstakademiet blev rådets første afgørelse på en akkrediteringssag for en uddannelsesinstitution under Kulturministeriet.

”Vi har konstateret, at der på Kunstakademiet er stor vilje til at udvikle kvalitetssikringen, og som institution er de på mange områder godt på vej. Akademiets kvalitetssikringssystem er beskrevet i sin helhed og består af relevante delpolitikker og kvalitetsmål. Kvalitetsarbejdet er hensigtsmæssigt organiseret med klar ansvarsfordeling, og der samles systematisk op på kvalitetsmålene hen over året. Dog er flere af kvalitetsmålene ikke tilstrækkeligt klare og handlingsanvisende. Det giver nogle svagheder i kvalitetssikringen i praksis. Det er også en svaghed, at Kunstakademiet ikke følger tilstrækkeligt op på de meget udtalte problemer med studiemiljø fra år til år og at konkret håndtering af problemer igangsættes uhensigtsmæssigt sent. I det videre arbejdet med udvikling af kvalitetssikringssystemet lægger rådet vægt på, at det sker med skyldig hensyntagen til institutionens traditioner og særpræg. Med den betinget positive institutionsakkreditering får Kunstakademiet nu tre år til at fortsætte arbejdet med at styrke kvalitetssikringen, så den kan komme op på et tilstrækkeligt niveau – både på procedureplan og i praksis,” siger Akkrediteringsrådets formand, Per B. Christensen.

Såvel uddannelses- som institutionsakkrediteringer på det kunstneriske område gennemføres efter kriterier, som er tilpasset til de kunstneriske uddannelsesinstitutioner og som derfor i nogen grad adskiller sig fra de kriterier, der anvendes ved akkreditering af uddannelser og uddannelsesinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde.

 

Fakta: Om institutionsakkreditering
  • En institutionsakkreditering er en vurdering af, om en uddannelsesinstitution har et system, der kan sikre deres uddannelsers kvalitet.
  • Det er Akkrediteringsrådet, der træffer afgørelse om, hvorvidt kvalitetssikringen er tilstrækkeligt velbeskrevet og velfungerende i praksis til, at institutionen i de kommende seks år selv kan foretage en løbende og systematisk sikring og udvikling af uddannelsernes kvalitet og relevans.
  • Ved institutionsakkreditering kan Akkrediteringsrådet træffe afgørelse om enten positiv akkreditering, betinget positiv akkreditering eller afslag på akkreditering.
  • En betinget positiv afgørelse er udtryk for, at rådet vurderer, at hovedparten af kvalitetssikringssystemet er velbeskrevet, velargumenteret og fungerer rimeligt i praksis. Rådet vil i sin afgørelse påpege mindre velfungerende områder, som institutionen efterfølgende skal følge op på inden for to-tre år.

Læs mere om institutionsakkreditering og afgørelsernes konsekvenser hos Danmarks Akkrediteringsinstitution

 

Rapporter og vurderingssnit for 2. runde af institutionsakkreditering
De uddannelsesinstitutioner, der har opnået en positiv institutionsakkreditering, vil i de kommende år skulle igennem en ny runde med et justeret fokus, nye kriterier og let ændret procesforløb. Det sker, når der siden deres positive afgørelse er gået de seks år, som en akkrediteringsperiode varer.
På mødet drøftede rådet et oplæg til, hvordan rapportformatet for denne anden runde af institutionsakkreditering skal se ud.

Derudover fokuserede rådet på et notat om det vurderingssnit, som vil gælde i forhold til afgørelserne i den anden runde af institutionsakkreditering. Vurderingssnittet fastlægger, hvor barren på forskellige områder skal sættes og klargør Akkrediteringsrådets position i forhold til, hvad der skal til for at opnå henholdsvis positiv, betinget positiv eller afslag på institutionsakkreditering i runde to i overensstemmelse med akkrediteringsloven, bekendtgørelsen og Danmarks Akkrediteringsinstitutions vejledning om institutionsakkreditering.

Når notatet om rådets vurderingssnit er endelig udarbejdet, vil det blive offentliggjort på akkrediteringsraadet.dk og på Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside – akkr.dk

Enkelte uddannelsesakkrediteringer
På rådsmødet blev der også truffet afgørelse om enkelte akkrediteringer af eksisterende uddannelser.
To uddannelser på Forsvarsakademiet og en opfølgning på en betinget positiv uddannelsesakkreditering på Roskilde Universitet skulle rådet tage stilling til. Alle tre uddannelsesakkrediteringer fik positiv afgørelse. I afgørelsen om positiv akkreditering af kandidatuddannelsen i performance design (RUC) valgte rådet at følge udviklingen i uddannelsens ledighed. Derfor skal institutionen senere indsende tal for uddannelsens ledighed, så rådet kan vurdere, om udviklingen går i den rigtige retning.

Afgørelser: institutionsakkrediteringer

Institution Afgørelse
Det Kongelige Danske Kunstakademi – Billedkunstskolerne Betinget positiv institutionsakkreditering

 

 

Afgørelser: uddannelsesakkrediteringer – eksisterende uddannelser

Uddannelse Institution Afgørelse
Masteruddannelsen i militære studier Forsvarsakademiet (København) Positiv akkreditering
Den militære diplomuddannelse Forsvarsakademiet (København) Positiv akkreditering
Kandidatuddannelsen i performancedesign
(Opfølgning på betinget positiv akkreditering)
Roskilde Universitet (Roskilde) Positiv akkreditering

Læs akkrediteringsrapporterne på Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside

Skip to content