Rådet og dets arbejde

Akkrediteringsrådet er et fagligt uafhængigt råd, der træffer afgørelse i alle sager om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og deres uddannelser og uddannelsesudbud. Rådets afgørelser er med til at sikre, at institutionerne løbende udvikler og kvalitetssikrer deres uddannelser.

Rådet har desuden det overordnede ansvar for metode og proces i akkrediteringssystemet. Det betyder blandt andet, at rådet har ansvar for at udarbejde og vedligeholde vejledninger om institutionsakkreditering og uddannelsesakkreditering.

Rådet træffer afgørelser på baggrund af faglige helhedsvurderinger i akkrediteringsrapporter. Med støtte fra rådets sekretariat udarbejdes rapporterne af et ekspertpanel, der nedsættes til hver akkreditering.

Rådet får forelagt akkrediteringsrapporterne og eventuelle høringssvar fra uddannelsesinstitutionerne forud for det rådsmøde, hvor sagerne behandles.

Rådet arbejder i overensstemmelse med de europæiske standarder og retningslinjer for kvalitetssikring af videregående uddannelser. Det indebærer blandt andet, at rådets afgørelser er uafhængige af både ministeren og de videregående uddannelsesinstitutioner.

Rådets afgørelser sendes til de pågældende uddannelsesinstitutioner senest fem hverdage efter, at afgørelsen er truffet. Herefter offentliggør rådet afgørelserne sammen med akkrediteringsrapporterne under menupunktet ”Afgørelser”.

Læs om de europæiske standarder og rådets international anerkendelse her.

Rådet har fastsat en forretningsorden, som regulerer rådets arbejde.

Læs Akkrediteringsrådets forretningsorden

Skip to content