Akkrediteringsrådet

To nye institutionsakkrediteringer afgjort

Akkrediteringsrådet har på et rådsmøde 25. marts taget stilling til niveauet af kvalitetssikringsarbejdet på yderligere to uddannelsesinstitutioner. University College Sjælland fik en positiv institutionsakkreditering af rådet, mens Københavns Erhvervsakademi blev tildelt en betinget positiv akkreditering.

De fem første institutionsakkrediteringer blev afgjort i december 2014 (se mere her), og samlet har universiteter, professionshøjskoler og et erhvervsakademi nu været igennem institutionsakkrediteringens proces. En spændvidde, der afdækker en af akkrediteringssystemets klare styrker, mener rådsformand Per B. Christensen.

”Det nye akkrediteringssystem har vist sin anvendelighed i forhold til forskelligartede uddannelsesinstitutioner. Fra store tværfaglige til mindre institutioner funderet omkring et enkelt fagområde. Akkrediteringssystemet og de enkelte, nedsatte paneler af ekspertpersoner har vurderet den enkelte institution på dens egne præmisser og ud fra den virkelighed, institutionen befinder sig, men alle med fokus på at institutionerne har et system, der kan sikre, at de leverer uddannelse af høj kvalitet. Den form for rummelighed, med fælles mål og mulighed for individuelle løsninger, må betragtes som en stor styrke ved det koncept, akkrediteringerne er bygget op omkring,” siger Akkrediteringsrådets formand Per B. Christensen.

”Vi har set, at der er forskellige måder at opbygge en god kvalitetsorganisation på, og vi har set, at selv forholdsvist nye institutioner kan komme langt med ledelsesfokus på klarhed og god intern kommunikation. Det tegner positivt for det danske uddannelsessystem,” tilføjer rådsformanden.

På mødet samlede rådet op på første runde af institutionsakkrediteringer. Dette mødepunkt bød blandt andet på tværgående drøftelser omkring institutionsbestyrelsernes roller og ansvar i forhold til kvalitetssikringen, monitorering og opfølgning på nøgletal, samt koblingen mellem en institutionens kvalitetssystem og dens overordnede strategier.

Udover institutionsakkreditering traf rådet afgørelse om to uddannelsesakkrediteringer.

Rådet drøftede endvidere forskerdækning af universitetsuddannelser og behovet for at se nuanceret på, hvordan studerende får tilstrækkelig adgang til forskningsbaseret undervisning.

En afgørelse om akkreditering er forståeligt en sag med bred interesse. Akkrediteringsrådet bemærker, at der har været en del offentlig fokus på institutionernes akkrediteringsrapporter udarbejdet og offentliggjort af Danmarks Akkrediteringsinstitution og herunder også de indstillinger, som rapporterne er sendt videre til rådet med. Selvom opmærksomhed omkring kvalitetssikring og akkreditering altid er velkomment, vil Akkrediteringsrådet dog understrege, at en indstilling alene er en indstilling, og at selve afgørelsen først træffes, når rådet har behandlet sagen.

Endelig vedtog rådet en revision af rådets forretningsorden. Forretningsordenen kan findes på rådets hjemmeside.


Hvad indebærer en institutionsakkreditering?

En institutionsakkreditering er en vurdering af, om uddannelsesinstitutionen har et system for kvalitetssikring, der er tilstrækkeligt velbeskrevet og velfungerende til, at institutionen i den kommende seksårige akkrediteringsperiode vil være i stand til løbende og systematisk at sikre og udvikle uddannelsernes kvalitet og relevans.
Kvaliteten og relevansen af den enkelte uddannelse omfattes ikke af institutionsakkrediteringens forløb, da det i stedet er selve uddannelsesinstitutionens kvalitetssikring heraf, der er i fokus i en institutionsakkreditering.

De to nye afgørelser er baseret på en vurdering af, om kvalitetssikringssystemet på den enkelte uddannelsesinstitution lever op til kravene i Akkrediteringsloven og kriterierne i den dertilhørende bekendtgørelse. Læs mere om Akkrediteringsloven og bekendtgørelsen her.

 

Omfattende proces frem mod klart beslutningsgrundlag
Akkrediteringsrådets afgørelser baseres på akkrediteringsrapporter, der er udarbejdet af Danmarks Akkrediteringsinstitution. Akkrediteringsinstitutionen nedsætter i forbindelse med hver enkelt akkreditering et panel, der samlet besidder et bredt felt af faglige ekspertkompetencer. I samspil vurderer Akkrediteringsinstitutionen og det nedsatte akkrediteringspanel den enkelte uddannelsesinstitution på baggrund af besøg og omfattende dokumentationsmateriale. Det munder ud i en akkrediteringsrapport med en indstilling, som Akkrediteringsrådets afgørelse tager udgangspunkt i.

”Uddannelsesinstitutionerne, Danmarks Akkrediteringsinstitution og de akkrediteringspaneler af eksperter, der er blevet nedsat i forbindelse med den enkelte akkrediteringer, har alle bidraget med et stort arbejde, der har givet Akkrediteringsrådet et solidt og klart grundlag for at træffe afgørelser om den første runde af akkrediteringer af hele uddannelsesinstitutioner i Danmark. Det er en omfattende opgave, som er blevet løst på stærkt tilfredsstillende vis,” siger Per B. Christensen.

 

Hvad betyder afgørelserne?
Når Akkrediteringsrådet afgør en institutionsakkreditering, findes der tre mulige udfald: positiv institutionsakkreditering, betinget positiv institutionsakkreditering eller afslag på institutionsakkreditering.

Har institutionen fået en positiv institutionsakkreditering, betyder det:
• At det samlede indtryk af institutionen er, at deres kvalitetssikringssystem er velfungerende, velbeskrevet og virker i praksis.
• At institutionsakkrediteringsforløbet har afdækket, at institutionens eget kvalitetssikringssystem giver grund til at have tillid til, at de er i stand til at varetage den løbende sikring og udvikling af deres uddannelsers kvalitet og relevans.

En betinget positiv institutionsakkreditering betyder:
• At store dele af kvalitetssikringen er velfungerende, men der er også nogle områder, som i dag ikke fungerer i tilstrækkelig grad.
• At institutionen skal forbedre de områder, der ikke fungerer i tilstrækkelig grad, og derefter genakkrediteres.
• At nye uddannelser og udbud fortsat skal igennem en uddannelsesakkreditering som hidtil, før institutionen kan få mulighed for at oprette dem.

Et afslag på institutionsakkreditering betyder:
• At institutionens kvalitetssikringssystem og kvalitetsarbejde samlet set ikke er tilstrækkeligt velfungerende, ligesom det ikke efterlader indtryk af, at det inden for en kortere periode vil kunne løftes til et tilstrækkeligt niveau.
• Et afslag er dog ikke ensbetydende med, at kvaliteten af institutionens enkelte uddannelser er dårlig.
• Med afslag fortsætter den løbende eksterne kvalitetssikring gennem turnusakkreditering af institutionens uddannelser og uddannelsesudbud. Institutionen kan ikke oprette nye uddannelser og udbud.

Afgørelser: institutionsakkrediteringer

Institution Afgørelse
University College Sjælland Positiv
Københavns Erhvervsakademi Betinget positiv
Aarhus Maskinmesterskole Under fortsat behandling

 

Afgørelser: uddannelsesakkrediteringer

Uddannelse Institution Afgørelse
Masteruddannelse i arkitekturens teknik, æstetik og metoder Arkitektskolen Aarhus Positiv
Erhvervsakademiuddannelse inden for finansområdet (finansøkonom AK) Erhvervsakademi SydVest Positiv

Kontakt:

Har du spørgsmål til nyhedsbrevet, kontakt:
Rune Heiberg Hansen, sekretariatschef
Tlf. 7231 8807 / 2249 5896
[email protected]

Pressekontakt:
Daniel Sebastian Larsen, kommunikationsansvarlig
Tlf. 7231 8804 / 2256 2375
[email protected]

Skip to content